Området omkring Darum Camping

 

Darum Camping ligger i udkanten af Darum by – tæt ved Vadehavet i naturskønne områder i marsklandet mellem Esbjerg og Ribe.

Der er gode muligheder for gå- og cykelture bl.a. til Sneum sluse, hvor Sneum Å løber ud i Vadehavet. Ved Sneum sluse er der en af landets absolut bedste fuglelokaliteter, hvor en stor lavvandet klægsø med små anlagte øer tiltrækker et stort antal ynglende fugle.

I St. Darum er der mange gamle velholdte huse og gårde samt en smuk middelalderkirke, hvor det ældste af kirken er opført omkring år 1200. Fra kirken kan man gå ad den gamle kirkesti ud gennem Sønderbyen til de åbne enge og marskområde ved Vadehavet.

Et ophold på Darum Camping kan også bruges som udgangspunkt for besøg til bl.a. Danmarks ældste by Ribe eller Danmarks yngste storby Esbjerg.

Ribe blev grundlagt i vikingetiden. En vandring i den gamle bykerne byder på meget historie, smukke gamle bygninger samt ikke mindst charme.

Esbjerg er Danmarks 5. største by. Der er gode muligheder for indkøb bl.a. på Danmarks længste gågade. Oplev også Esbjerg havn, Fiskeri- og Søfartsmuseet eller tag med på en oplevelsesrig sælsafari i Vadehavet.

Øerne Fanø, Mandø og Rømø er også et besøg værd.